Er du tilfreds i dit (arbejds)liv?

Flere har spurgt mig: “Er jeg det rigtige sted i mit arbejdsliv?” Da dette er mit første blogindlæg, har jeg valgt at tage udgangspunkt i min egen rejse, for at se nærmere på det spørgsmål.

På en helt almindelig mandag, spurgte en god kollega mig:
”Hvad ville du være, hvis penge ikke var en faktor? Eller tyvstjålet fra Alan Watts: What makes you itch? How would you really enjoy spending your life?”
Anna: ”Arhmen, jamen, så ville jeg nok være psykoterapeut og yogalærer” fik jeg sikkert svaret.
K: ”Hvorfor er du så ikke dét?”
A: ”Arhmen, jamen, dem er der jo så mange af og det kan man ikke leve af”…
K: “Hmmm…Prøv at se den her 3 minutters video med Alan Watts ord”

"What if Money didn't matter?"

Snakken og videoen blev til det pust, der fik en gnist indeni til at flamme. Og til sommer er jeg færdig med min 4-årige psykoterapeutuddannelse.

Jeg var kun 17år første gang jeg tænkte, at jeg gerne ville være psykoterapeut. Jeg var tidligt optaget af, at arbejde med og forstå menneskelig adfærd; hvordan skaber mennesker personlig forandring, hvordan bliver vi mere os selv og hvordan får vi det herigennem bedre?
Egentlig tror jeg at mange – måske endda os alle, har haft en indre drøm på et tidspunkt: kunstner, journalist, skuespiller, fodboldspiller, sanger, dyrlæge osv. En drøm om, hvordan vi allerhelst vil bruge vores liv, men som ikke blev udlevet på grund af fornuft eller frygt.

For mig var det en kombination. Frygt for ikke at slå til eller være god nok. Fornuft, fordi det ér en branche, hvor der er mange om buddet, og fordi jeg kun var 17år og adgangskravet (af gode grunde) er +23år på uddannelsen.
Så…det var ikke den uddannelsesvej jeg valgte i første omgang. Jeg tog en ”sikker vej” og læste psykologi og erhvervsøkonomi på Copenhagen Business School og siden en kandidat i Politisk Kommunikation og Ledelse. Uddannelser jeg har været rigtig glad for. Jeg endte med at arbejde med implementering og udvikling af IT-systemer – fordi jeg vidste noget om organisationer, mennesker og ikke var berøringsangst med IT. Det var godt arbejde, og jeg tør faktisk godt sige, at jeg var god til det, men når jeg stoppede op og mærkede efter – virkelig mærkede efter, så føltes det ikke som om, at jeg var havnet på min rette plads.

Begyndelsen på en længere rejse
Hvis du havde sagt til mig for 4 år siden, at jeg ville ende hér hvor jeg er i dag, så havde jeg ikke troet på det. Jeg startede min psykoterapeutuddannelse seks måneder efter min snak med min kollega. Seks måneder derefter sagde jeg mit job op og skiftede til en NGO, hvor jeg havde mit hjerte mere med. Efter et år dér, besluttede jeg mig for helt at ”stå af hamsterhjulet”. Vi flyttede fra København. Ud til et stråtækt hus i Værløse med et annex til yoga og terapi.

Hvordan turde jeg?
Nogen har spurgt mig, hvordan jeg turde tage springet. Det er et lidt længere svar.

For mig startede det med et møde med et menneske, der stillede mig de rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt. Én der kunne lytte ”uden filter”, uden tidligere fælles forhistorier eller egne interesser. Det hjalp mig med, at begynde at mærke efter.

Det rigtige tidspunkt betød også noget. Jeg var netop kommet tilbage fra min første barsel, så for første gang konkurrerede jobbet med noget, der var uvurderligt for mig at nå hjem til. Hver dag jeg gik på arbejde, var timer væk fra min lille pige, så dét jeg lavede skulle være det værd. Det kunne også have været noget andet, der havde trigget beslutningen; jeg har hørt om andre, der tager livsbeslutninger som denne, når de oplever alvorlig sygdom eller død tæt på livet.
Uanset hvad, så er det vigtigt du er parat til at lytte til dig selv, hvis du stiller spørgsmålet: “Hvad er det egentlig jeg har lyst til at bruge mit liv på?”

For mit eget vedkommende krævede det også, at jeg begyndte at tro på det jeg mærkede – tage det alvorligt og handle på det. Så hvordan gør man det?
Hvis jeg havde en standardløsning på det, så ville jeg være glad. De værktøjer jeg bruger, er en blanding af yoga og terapi. Yogaen hjælper mig med at mærke min krop fremfor mit hovedet, så jeg kan mærke hvad jeg egentlig har brug for. Hvad er mine behov? Hvad er andres? Hvilke behov styrer mit liv? Terapien har givet mig et sprog til at sige det højt, få sat grænser og få udtrykt, hvad jeg har brug for. Igennem de to ting, har jeg fået mere og mere selvrespekt og ”selvhåb”.

Derudover, så står min familie lige nu i en økonomisk situation, som tillader det – og det skal jeg ikke kimse af. Men inden du giver op, kun på grund af økonomi, så kan den tanke måske udfordres? Måske kan nogle udgifter omprioriteres?

I den video jeg omtalte tidligere, (som jeg oprigtigt synes du skal bruge 3 minutter på at se), er der en kommentar på YouTube fra en kvinde, der siger noget interessant. Hun har altid villet være kunstner, men har hele sit liv hørt at det var urealistisk, og selv hendes nærmeste frarådede hende at tage så usikkert et livsvalg. Efter at have set videoen siger hun, at hun på de tre minutter har fået mere inspiration og ”selvhåb”, end hun har fået hele sit liv, ved blot at høre, ”at penge ikke betyder noget for livsglæde”.
Inden vi fejer den tanke væk, med et kort: ”Det ved jeg da godt, penge gør mig ikke lykkelig”, så overvej det lige. Fornuft er vel pengene? Blev du ikke kunstner (indsæt selv drømmen), fordi du ikke kunne overleve af det? Hvorfor tog du aldrig chancen?

Jeg er forresten med på, at vi ikke alle har mulighed for at blive de bedste kunstnere, sangere, fodboldspillere…etc. Men hvor gør du af drømmen? Underviser du kunst på en aftenskole? Synger du i badet? Hvordan får drømmen – og derved den del af dig, plads i dit liv?

Hvad så nu?
Nu lever jeg med usikkerheden. Ubehaget ved at skulle gøre opmærksom på mig selv , men med troen på, at jeg virkelig har noget at give. Og som filmen siger (frit oversat), ”Det er absolut åndssvagt, at bruge din tid på at lave noget, som du ikke kan lide at lave, for blot at kunne blive ved med at lave noget, du ikke kan lide, og for siden at lære dine børn, at gøre det samme.”

Så…nu laver jeg noget, der giver mening i mit liv, og hvis jeg er heldig, så kommer jeg til at arbejde med at få andre til at udfordre deres frygt og fornuft og ad den vej lære, at blive mere sig selv og trives i sit (arbejds)liv.